Beretning om året der er gået

Endnu et år er gået, og vi ønsker alle på Østerbro et rigtig godt nytår! 

 

Året der er gået på Østerbro

Der er sket meget på Østerbro i 2017. Vi har haft stort fokus på at styrke dialogen mellem østerbroerne og politikerne på Københavns Rådhus, og vi har inviteret politikerne ud i bydelen ved flere lejligheder for at drøfte lokale problemstillinger på Østerbro. Det vil vi fortsætte med at gøre i 2018.

Vi har også arbejdet med at styrke bydelsfællesskabet og sammenhængskraften her på Østerbro med den årlige Østerbroweekend i Fælledparken, fastelavnsfest, street art på Strandboulevarden, julearrangement for bydelens ældre og meget mere. Vi har fået linje 14 tilbage til Østerbro, og Nordhavnsvej er blevet indviet. 

Og så har vi fået ny viden om butikslivet på Østerbro, og vi har sat fokus på luftforurening fra krydstogtskibe.

I kommunens budget 2018 blev flere af Lokaludvalgets mærkesager imødekommet. Det gælder både projektet Nordre Frihavnsgade som cykelgade og cykel- og gangforbindelser over Svanemøllens Kaserne, som begge er indsatsområder i Lokaludvalgets nye bydelsplan. Og det gælder også nye cykelstier på Indiakaj i Søndre Frihavn, renovering af Ryparkens Idrætsanlæg og Svanemøllehallen samt sikring af en grøn park i Nordhavn, som også er sager Lokaludvalget har arbejdet for.

Selvom der ikke blev afsat penge i denne omgang, har vi ikke glemt Strandboulvarden, Østerbrogade eller Gasværksgrunden som grønt område.

  

Tre hurtige om Lokaludvalget

Østerbro Borgerpanel hitter!
I 2017 har over 8.000 tilmeldt sig det digitale borgerpanel. Du kan stadig tilmelde dig.

Østerbropuljen
I 2017 har vi støttet 82 projekter og aktiviteter på Østerbro med i alt 1.757.307 kr.

Bydelsplan
I 2017 har vi lavet en ny bydelsplan for Østerbro med Lokaludvalgets visioner, ambitioner og håb for bydelen.

 

Tak for et godt samarbejde til alle borgere, foreninger og samarbejdspartnere, der i 2017 har bidraget til udviklingen af Østerbro.

Vi glæder os til at arbejde sammen med jer 2018!

 

Læs hele Østerbro Lokaludvalgs årsberetning her.